Moderomsorg: At mødre moderen
“What is really required of this level of healing and recovery is loving care. Number one: moms need to be mothered.”
Mødre (og særligt de nybagte af slagsen) har også brug for selv at blive mødret. Den kæmpe fysiske og psykiske omvæltning, som en fødsel er, sætter uundgåeligt spor og dybe rødder i en nybagt mor. Fra at have været længere ude mentalt og i større fysisk smerte end nogensinde før, skal hun pludselig være mor, udgøre en hel verden, for et nyfødt barn. Samtidig føler hun sig selv som nyfødt - sårbar, rystet, øm, overvældet. Ligesom et spædbarn har moderen også brug for at blive holdt. Hun har brug for fysisk kontakt, omsorg, ømhed og kærlighed for at kunne hele ordentligt fra så stor en oplevelse, som en fødsel er. Uanset om det har været en nem fødsel eller et stort traume, har kroppen brug for omsorg for at hele. Varme, næringsrig mad, fysisk kontakt og ro udgør essensen af mødreomsorg.
Hvem holder moderen?
At føde et barn er en af de største overgange i en kvindes liv. En overgang hvor kroppen, sindet og hendes identitet formes på ny. I denne overgang er der fra samfundets side en stor opmærksomhed på barnet. Når jeg som psykolog og doula oplever overgangen til moderskabet, er det dog den manglende opmærksomhed på moderen, der springer mig i øjnene. Tit står folk nærmest i kø for at holde og passe et spædbarn. Barnets “stamme” bader det endda i nogle tilfælde i gaver gennem et babyshower allerede inden det fødes. Men samtidig glimrer moderens stamme ved sit fravær. For hvor er de kloge koner? Hvor er de andre mødre, søstrene, veninderne og naboerne? Vi har sundhedsplejersken, der kan komme med råd og vejledning, men sjældent praktisk hjælp. Vi har familiemedlemmer og bekendte, der kommer med selskab, men til gengæld forventer kaffe og kage. Vi har lægen, der tjekker moderens fysik efter 8 uger, men ikke spørger ind til, hvordan hendes nervesystem har det, hvad der føles overvældende for hende, om hun har bearbejdet fødslen mentalt?
I Danmark er vi priviligerede med en lang (omens stadig for kort) barsel. Men for mange kvinder er det, der skulle være en omsorgsfuld, nærværende, opfyldende, magisk tid, mest af alt overvældende og ensom.
Vi har brug for hinanden, for andre kvinder. Vi har brug for selv at blive mødret, når vi står i den allermest transformerende, sårbare post partum-periode, der ovenikøbet følger efter en fysisk præstation ulig noget andet. En tid der potentielt kan have stor indflydelse på vores børn og på vores opfattelse af os selv som mødre og mennesker resten af livet. Vi har brug for at kunne modtage hjælp fra andre, uden at vi skal kaldes hysteriske eller hjælpeløse. Hjælp i efterfødselstiden bør være en selvfølge.
Evolutionen har ikke forberedt mødre på at være alene
Fra et evolutionspsykologisk perspektiv er det tydeligt, hvorfor mange nybagte mødre oplever angst, uro eller nedtrykthed, når de står alene på barsel. I tusinder af år ville det have betydet, at hun eller barnet ikke overlevede, hvis en kvinde var alene med sit spædbarn - helt fysisk ville hun ikke være i stand til at nå at indsamle al den mad, hendes krop havde brug for for at kunne fuldamme et barn. Mødres nervesystem er udviklet til at reagere på isolation med frygt – for i vores forfædres verden ville dette have betydet sult, fare og manglende beskyttelse.
I vores moderne kultur har vi desværre bevæget os langt væk fra det fællesskab og den støtte, som nybagte mødre traditionelt har haft. I jæger-samler-samfund levede kvinder tæt sammen, og den nybagte mor blev omringet af erfarne kvinder, der hjalp med alt fra madlavning og børnepasning til følelsesmæssig støtte. Hendes eneste opgave var at hele og knytte bånd til sit barn.
I dag forventes det ofte, at en mor hurtigt vender tilbage til hverdagen, klarer alt selv og endda skal "præstere" i sit nye moderskab. Dette skaber en enorm belastning for nervesystemet, som stadig er udviklet til at søge støtte og beskyttelse i en stamme. Når denne støtte mangler, er det ikke mærkeligt, at det fører til en følelse af isolation, udmattelse og i nogle tilfælde endda fødselsdepression.
Når en nybagt mor sidder alene i sin lejlighed og føler sig utilstrækkelig, er det ikke fordi, hun fejler. Det er hendes biologi, der skriger efter en stamme.
Hvordan kan moderomsorg modvirke efterfødselsreaktioner?
Efterfødselsreaktioner opstår ofte som reaktion på udmattelse, ensomhed og følelsen af ikke at slå til. Men forskning viser, at social støtte er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer mod fødselsdepression, hvilket ikke er spor overraskende, når man tænker evolutionspsykologi. Når en ny mor føler sig set, hjulpet og værdsat, reduceres stressniveauet, og produktionen af oxytocin – kroppens kærligheds- og tilknytningshormon – øges. Dette giver hende ro og tryghed samt styrker tilknytningen til hendes barn.
Moderomsorg handler netop om at skabe disse trygge rammer. Det kan indebære:
Praktisk hjælp – Måltider, hjælp til husholdning eller en varm kop te, når hun ikke har hænderne fri.
Kropslig omsorg – Blid massage, varme omslag eller støtte til at slappe af i kroppen under amning.
Emotionel støtte – At have nogen at tale med, der lytter uden at dømme, og som forstår de følelsesmæssige op- og nedture, moderskabet fører med sig.
Fællesskab – At blive mødt i et kærligt rum, hvor det er okay at være sårbar, træt og usikker.
Mangler du en stamme?
Jeg brænder for moderomsorg, fordi jeg ser, hvor meget det betyder for kvinder i overgangen til moderskabet. Jeg ved, hvor ensomt og overvældende det kan føles, og jeg ønsker at tilbyde en håndsrækning – et trygt rum, hvor du som ny mor kan lande, nære dig selv og finde styrke.
Gennem mine ydelser (om det er efterfødselssamtaler, Moderomsorg eller Mødrekredsen) ønsker jeg at genoplive det, vi aldrig burde have mistet: Omsorgen for moderen. For når du bliver mødt med varme, tryghed og forståelse, bliver du ikke kun styrket som mor – du bliver styrket som menneske.
Du behøver ikke gøre det alene. Jeg er her for at være din stamme.