“Hvor ofte skal jeg amme?” - en guide til amning efter behov
Spædbarnet i dine arme sutter på sine hænder, virrer med hovedet og begynder at græde. Bleen er skiftet, du er ret sikker på, at baby ikke er træt, men det er også kun en time siden, du sidst har ammet. "Hvor ofte skal jeg egentlig amme?" er et helt almindeligt spørgsmål at stille sig selv (eller google) i spædbarnstiden Det kan føles både overvældende og forvirrende - måske fordi vi ofte får at vide, at det “bør være hver 3. time”.
I dette blogindlæg får du en nænsom, men fagligt funderet forklaring på, hvor ofte du skal amme en nyfødt, hvad amning efter behov (eller friamning) betyder, og hvordan du kan finde ro i den nye rytme.
Hvor tit skal baby ammes?
Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvor tit du skal amme. Amning fungerer nemlig bedst, når det sker efter barnets behov.
De fleste nyfødte vil ammes 8-12 gange i døgnet, men mange vil melde sig endnu hyppigere, især i de første dage og uger. Det er helt normalt, at barnet vil til brystet hver 1.-3. time – og nogle gange oftere i “klynger”, hvor barnet nærmest hænger fast ved brystet. Mange oplever klyngeamning i eftermiddags- og aftentimerne, hvor barnet søger tryghed efter dagens stimuli og samtidig tanker op på mælk til natten. Her kan brysterne godt føles tomme for moderen, men det er vigtigt for mig at understrege, at det er de ikke. Når barnet sutter på et mindre fyldt bryst, vil det stimulere brystet til at producere mere mælk efterfølgende. Så lad dig endelig ikke slå ud, hvis barnet vil ammes hele eftermiddagen på “tomme” bryster. Der er ikke noget galt - din baby og dine bryster har helt styr på situationen. Læs evt. mere om “tomme” bryster her.
Amning efter behov: Hvad betyder det?
Amning efter behov (/friamning) betyder, at du tilbyder brystet, når din baby viser tegn på sult – og ikke nødvendigvis venter et bestemt antal timer. Det hjælper både med at opbygge en stabil mælkeproduktion og at give barnet tryghed og tilknytning. Amning er nemlig ikke kun mad. Amning er også tryghed, tilknytning, ro og en metode til at lukke lidt ned for stimuli. Ammer du efter behov er det altså ikke nødvendigvis kun mæthedsbehovet, du stiller. Det er også det behov, din baby har for dig.
Tegn på at din baby vil ammes kan være:
Sutten på hænder eller tunge
Smaskelyde
Uro i kroppen
Roden rundt med hovedet
Gråd
Min baby vil ammes hele tiden – er det normalt?
Ja. Det er helt normalt at opleve, at din nyfødte vil ammes hele tiden, især i perioder med vækstspring. Disse "klynge-amninger" hjælper med at booste mælkeproduktionen og giver samtidig barnet den nærhed, det har brug for.
Hvis du er i tvivl, om det er for meget, så spørg dig selv:
Er barnet tilfreds og vågen indimellem?
Har det 5-6 våde bleer i døgnet?
Tager det fint på i vægt?
Hvis ja, så fungerer amningen sandsynligvis helt fint – også selvom det føles intenst.
Hvor længe skal en amning vare?
En typisk amning varer mellem 10 og 40 minutter – men også her varierer det meget. Nogle babyer dier effektivt og hurtigt, andre bruger længere tid. Det vigtigste er, at baby virker tilfreds bagefter og slipper brystet selv. Inkl. bleskift og (måske flere) afbøvsning(er) kan en amning godt tage en times tid, når barnet er nyfødt. Men barnet bliver hurtigere og hurtigere til at spise, så efter et par måneder vil mange opleve, at det kun tager 15-30 minutter.
Hvornår bør jeg søge hjælp til amningen?
Du bør række ud, hvis du:
Har ondt ved amning
Er i tvivl om baby får nok (barnet er utilfreds eller tager ikke nok på)
Oplever at amningen er stressende eller udmattende
Har spørgsmål til ammeteknik, sutteteknik eller brystspænding
Det er ikke et nederlag at søge støtte – det er omsorg for dig selv og dit barn.
Du er ikke alene
Amning kan være vidunderligt – og udfordrende. Det kræver nærvær, støtte og ro omkring dig. Hvis du har brug for hjælp til ammeopstarten, tilbyder jeg hjemmebesøg og online samtaler, hvor vi i dit tempo finder ud af, hvad der giver mening for dig og din baby.
Skriv til mig her, hvis du ønsker støtte til amning, moderomsorg eller den følelsesmæssige overgang til moderskabet.