Når din baby har refluks
Da jeg blev mor til mit første barn, havde jeg på ingen måde forudset, at refluks ville komme til at blive definerende for min barsels-hverdag de første mange måneder. Jeg havde da hørt om refluks fra andre småbørnsmødre og facebookgrupper, men jeg havde overhovedet ikke forstået, hvor altoverskyggende det kunne være. Men jeg blev klogere. Min datter havde refluks som spæd og det prægede alt. Især hendes (og dermed min) søvn og mit mentale helbred.
Hun sov stort set ikke om dagen. Kun i vores arme eller i vikle og kun hvis vi hoppede med hende på en yogabold - ikke bare indtil hun faldt i søvn, men under hele luren - kunne hun få en lille lur. Og når jeg siger “lur”, var det en powernap på 5, 10 eller 30 minutter. Derefter vågnede hun grædende, smerteplaget af refluksen. Og en halv time senere var hun træt igen, fordi hun aldrig nåede at sove ud.
Jeg prøvede alt det, man kan finde, når man googler “baby sover ikke”. Prøve at vænne hende til barnevognen, white noise, putterutiner. Men intet virkede. Og jeg begyndte at tvivle på, om det bare var mig, den var gal med. Om jeg bare ikke havde evnerne til at putte et barn? Om jeg bare ikke forstod hende? Om jeg bare var en dårlig mor? Og kommentarerne fra andre gjorde det bare værre:
”Du må jo gerne vugge barnevognen, ved du nok”“Mellem hendes øjenbryn sidder en sove-knap. Prøv at nusse hende dér, så skal hun nok falde i søvn”
“Hun er sikkert ikke træt nok. Hvad med bare at lade hende være vågen?”
Det var helt sikkert velmenende kommentarer, men de kom fra folk, som ikke forstod, hvad jeg gik igennem. De forstod ikke, hvad konstant gråd og skrig gør ved en nybagt mor. De forstod ikke, at min datter ikke kunne sove, at hun havde ondt og at der var noget galt. Jeg forsøgte gang på gang at forklare det til andre - inkl. sundhedsplejerske og læge. Men i det danske sundhedssystem er vægtøgning typisk lig med trivsel og det efterlader mange forældre og deres spædbørn med skraldespandsdiagnosen “kolik”, der ikke bliver forsøgt behandlet.
Jeg husker smerten i min egen krop. Min ryg og mine skuldre specielt. Af at hoppe på en yogabold i en halv time, før hun faldt i søvn og derefter fortsætte en halv time mere for at holde hende sovende. Og så gentage 3-4 gange mere i løbet af dagen. Dag efter dag. Uge efter uge.
Jeg husker, hvordan jeg prøvede at tracke hende lure, men det gav ingen mening - den længste lur var 20 minutter og ellers var det små lure på 5-10 minutter ad gangen.
Jeg husker, hvordan det gjaldt om at have fuldt fokus på hende de første 10 minutter hver morgen. For det var de eneste 10 minutter, hun sådan rigtig smilede i løbet af dagen.
Jeg husker at læse, hvordan andre mødre beskrev deres babyer som “den gladeste dreng i verden” og hvordan jeg blev dybt misundelig.
Jeg husker at få råd om at prøve at give hende zoneterapi, imens hun var glad og rolig. Og jeg tænkte: “men det kan man jo ikke nå - hun vil jo ikke ligge ned i mere end 10 sekunder ad gangen?”
Jeg husker min egen gråd i afmagt. Min vrede. Mine tanker som jeg ikke engang har lyst til at skrive her. Men hvis du læser med og din baby også har refluks, så ved du måske allerede, hvad jeg mener.
Jeg isolerede mig selv. Jeg kunne ikke tage ud. Min datter skreg i sin autostol, i barnevognen, i viklen. Alle steder hvor hun kom til at sidde lidt sammenklemt eller hvor hun skulle ligge ned, blev hun generet af refluksen. Og jeg blev hyper-opmærksom på hver eneste lille lyd, hun lavede, fordi jeg vidste, det ville ende i gråd og skrig, hvis jeg ikke straks fik hende i bevægelse. Amningen var desuden svær (og særligt når vi var ude), fordi hun skreg hver gang mælken løb ned. I perioder har jeg stort set kun ammet hende, imens hun sov.
Jeg husker, da jeg, efter at have hoppet hende i søvn på en yogabold til et babymassage-hold, som min sundhedsplejerske havde opfordret mig til at tage på, satte mig ned på gulvet med min datter i mine arme. Hun sov 5 minutter og massage-instruktøren kom med en halv-sjov kommentar om, at det “da var en kort lur!”. Jeg kunne have tudet. For det var en kort lur, men det var også en helt almindelig lur og min krop og mit sind var helt i stykker.
Min sundhedsplejerske screenede mig for fødselsdepression og jeg scorede lige på vippen. Jeg vidste jo godt, hvad hun screenede mig for, og jeg scorede bevidst mine svar lidt lavt, for jeg var meget bevidst om, at jeg ikke havde en depression. Jeg havde en belastningsreaktion, for mit barn havde det ikke godt. Jeg kunne ikke få mig selv til at krydse af i feltet med “mit barn er mere besværligt end andre børn”, for godt nok var det markant mere besværligt at tage sig af hende, end jeg kunne se, det var for andre nybagte mødre at tage sig af deres børn. Men hun var ikke besværlig. Hun havde ondt. Og ingen lyttede eller gjorde noget for at hjælpe hende.
Det var først efter fire måneder, at jeg tilfældigvis hørte om, at mange børn med refluks ikke tålte mælkeprotein. Da jeg skar al mælk ud af min kost, ændrede min datter sig. Hun græd mindre, smilede mere. Men de første måneder havde påvirket mig så meget, at hun var over et år, før jeg ægte kunne nyde at være alene med hende.
At have et barn med refluks er følelsen af afmagt.
Det er at føle sig fanget i en hverdag, hvor man konstant er på vagt, hvor søvn aldrig rigtig bliver til søvn, og hvor kroppen bliver træt på en måde, der ikke kan hviles væk. Det er at ville sit barn det bedste, men alligevel føle sig magtesløs overfor dets smerte og uro. Det er at prøve at forstå og finde løsninger, men samtidig opleve, at der ikke rigtig er nogle nemme svar.
Det er at mærke, hvordan ens egne grænser og ressourcer presses til det yderste. Det er en ensom kamp, også selvom man er to – fordi kun den, der holder det trætte og smerteplagede barn dag ud og dag ind, ved præcis, hvordan det føles.
Det er at føle sig usynlig i systemet, når de professionelle kun kigger på vægten og ikke på det barn og den familie, der kæmper. Og det er svært at bede om hjælp, når man samtidig føler sig skyldig over ikke bare at kunne klare det selv.
Men vigtigst af alt: det er ikke din skyld. Du gør dit allerbedste. Og du behøver ikke at kæmpe alene.
Du er ikke alene - og du må godt få hjælp
Hvis du:
lige nu sidder med en baby med refluks, og du er helt slidt op…
er så træt, at du næsten ikke kan mærke dig selv længere…
mærker vrede, afmagt eller tanker, du ikke kan dele med nogen…
Så vil jeg bare sige: Du er ikke forkert. Og du er ikke alene.
Du behøver ikke have en fødselsdepression for at søge hjælp. Det her - at være mor til en baby med refluks med alt hvad det indebærer - det er en psykisk belastning. Det er ikke normalt. Og det er okay at søge støtte.
Jeg er psykolog, doula og mor til to børn, hvoraf det ene havde refluks (og det andet i øvrigt også havde begyndende refluks, inden jeg gik 100% mælkefri i min kost igen). Jeg ved, hvordan det kan føles, når hele din dag går med at holde baby i bevægelse - og hele din nat går med at forsøge at overleve. Jeg kan desværre ikke få dit barns refluks til at forsvinde. Men jeg tilbyder samtaleterapi til mødre, der har brug for et sted, hvor man kan sige tingene højt uden skam eller forklaring. Et sted hvor du bliver mødt og rummet.
Jeg tilbyder online-terapi og at komme på hjemmebesøg i bl.a. Horsens, Aarhus, Skanderborg og Vejle, fordi jeg ved, hvor svært det kan være at komme ud ad døren med et refluksbarn. Desuden tilbyder jeg altid en halv times gratis forsamtale, så vi sammen kan undersøge, om og hvordan jeg kan hjælpe dig.