Fødselsberetning: En helende hjemmefødsel

Jeg var andengangsfødende og denne gang lod fødslen vente på sig. Jeg følte mig tung og besværet, meget mere end ved min første graviditet og jeg var så klar til, at det barn skulle komme ud.

En vild trykmassage

41+0 ved 18-tiden fik jeg en omgang oxytocinudløsende trykmassage af en veninde, der er fysioterapeut. Det var FANTASTISK! Jeg følte mig fuldstændig afslappet bagefter og er ret sikker på, at det havde en god effekt på min fødselsparate krop. Seks timer senere, lige efter midnat på 41+1, gik vandet, da jeg rejste mig for at gå på toilettet.

Forventningens glæde bredte sig i mig og jeg skyndte mig ind for at fortælle min mand, at nu var fødslen altså i gang! Jeg ringede til vores jordemoder, Karina, for at fortælle at vandet var gået, og hun bad mig om at ringe igen, når veerne varede et minut eller blot i løbet af formiddagen, hvis der ikke kom veer af sig selv. Vi besluttede os for at forsøge at få nogle timers søvn, inden det for alvor gik i gang. Jeg lagde mig ved siden af vores store datter, indsnusede hendes duft og faldt overraskende hurtigt i søvn igen.

En rolig start: Netflix og veer

Omkring kl 02.30 vågnede jeg af de første små-veer. Jeg fik vækket min mand og sammen ringede vi til bedsteforældrene. Mine forældre skulle passe vores datter, mens svigermor skulle være praktisk hjælper i hjemmet under fødslen.

De næste timer var indbegrebet af “Netflix-fasen”. Veerne kom med 5-10 minutters mellemrum og varede ca. 35 sekunder. I pauserne så vi Alene i Vildmarken (kan klart anbefale at kigge på nogen, der har det hårdere end en selv!) og læste senere højt fra en af vores yndlingsbøger. Hver gang der kom en ve, rejste jeg mig og hvilede overkroppen hen over skrivebordet, imens jeg roterede med hofterne. Det virkede SÅ godt og var SÅ hyggeligt!

Veerne tager til - og tekniske problemer!

Ud på formiddagen blev veerne kraftigere og der blev kortere tid imellem dem. På et tidspunkt måtte jeg bede min mand stoppe med at læse højt, fordi jeg begyndte at have brug for ro i pauserne imellem veerne også. Veerne føltes også længere, men ifølge ve-timer-appen på min telefon, varede de stadig kun ca. 35 sekunder. Derfor ringede jeg ikke til jordemoderen endnu.

Klokken nærmede sig 13, da min mand insisterede på, at de her veer, de VAR altså længere end et halvt minut, og han besluttede sig for at tage tid med sit eget stopur. Og da viste det sig også, at de endda varede 1 minut og 10 sekunder. Min egen app var bare stoppet med at tage tid, når skærmen gik i sort. Ups! Vi fik ringet efter Karina og hun ankom omkring kl. 14.30.

Mere bevægelse

Karina spurgte, om jeg havde lyst til at blive undersøgt med henblik på at finde ud af hvor meget, jeg havde åbnet mig og jeg svarede ja. På det her tidspunkt, var jeg ca. 3 cm åben. Fordi det var så lang tid siden, at mit vand var gået, blev jeg podet for GBS. Karina spurgte mig, om jeg helst ville, at hun selv kørte ind til hospitalet med podningen eller om hun skulle ringe efter en taxa, der kunne hente den. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig - på den ene side, kunne jeg stadig sagtens håndtere veerne selv, men på den anden side, havde jeg også en fornemmelse af, at det snart ville gå stærkt. Karina foreslog selv, at hun gik ind i et andet værelse for at skrive lidt journalnotater i en halv times tid og imens kunne min mand og jeg så beslutte os. Da hun vendte tilbage, var veerne taget ret meget til og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for, at hun var hos mig. Derfor ringede hun efter en taxa og fik afleveret podningen til den lidt forvirrede taxachauffør.

Efter aftale med mig, lavede Karina endnu en indvendig undersøgelse omkring kl 15.30, og nu var jeg 5-6 cm åben. Jeg begyndte at have brug for mere bevægelse og derfor trak vi ind på det værelse, vi havde indrettet som “fødestue”. Når jeg skriver “vi”, er der mest tale om min mand og jeg, for Karina lod mig styre det hele selv, hvilket var en fantastisk følelse. Det gav mig virkelig mod og styrke til at blive ved og holde ud, at jordemoderen gav udtryk for, at jeg havde styr på situationen.

På “fødestuen” havde jeg på forhånd hængt min rebozo op i en ribbe på væggen, så jeg ved at holde fast i den ligesom kunne “hænge” og bevæge mig mere frit. Mellem veerne sad jeg på en yogabold og når veen startede, rejste jeg mig op og hang i rebozoen, imens jeg bevægede bækkenet, som jeg følte gav mening. Når det blev for hårdt, tog jeg et par veer på yogabolden i stedet - det føltes som om, det gav lidt aflastning.

Herfra begyndte jeg at have (stærkt!) brug for, at min mand lavede et modpres på mine hofter under veerne. Det gjorde dem til at holde ud, og jeg blev næsten helt panisk, hvis han ikke lige var i nærheden til at trykke på mig, når veen startede.

pressefasen og fødslen af et grædende hoved

Omkring kl 16-16.30 var der vagtskifte. Det er der ellers kun én gang om ugen i kendt-jordemoder-ordningen, men det ramlede lige sammen med min fødsel. På det her tidspunkt begyndte jeg dog at være rigtig presset, så den nye jordemoder, Rikke, fik vist kun et vink og en tommel-op fra mig, der lå på knæ med overkroppen hen over yogabolden, da hun ankom. Jeg begyndte så småt at få lyst til at presse med, når der kom veer, men jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg faktisk havde pressetrang, eller om jeg bare efterhånden syntes, der skulle ske noget andet. I hvert fald bad Rikke mig om at vente liiidt endnu med at presse, da hovedet endnu ikke var helt nede. Efter endnu én ve, var hovedet dog på plads, og så fik jeg lov til at presse rigtigt med. Min mand var så god at huske på, at jeg egentlig havde ønsket at kigge med i et spejl under pressefasen, og han spurgte, om han skulle hente et. Det eneste, jeg kunne stønne var: “Jeg kan ikke åbne øjnene”… Heldigvis så Rikke mig, og spurgte, om jeg så ikke ville mærke i stedet for. Da jeg fik mærket efter, kunne jeg mærke barnets hoved (med hår på!) og hvordan det bevægede fremad, når jeg pressede. Det var den vildeste følelse og det gav mig mod på at blive ved.

Efter 20 minutters pressefase med skiftevis gisp og pres fødte jeg Johannes’ hoved. Herefter fik han dog vendt sig - foldet skuldrene ud, tror jeg, Rikke kaldte det - hvilket betød, at han kunne trække vejret, selvom hans krop endnu ikke var født. Det var en ret særlig følelse at have et grædende hoved stikkende halvt ude af kroppen! Fordi han havde vendt sig, sad skuldrene en smule fast, og Rikke måtte derfor lige have hånden op (av!) og hjælpe Johannes helt ud. Kl 17.54 blev vores store dreng født - 4250 gram og 55 cm - og kort efter fødte jeg også moderkagen.

De magiske første timer

Helt uforstyrret kom jeg ind at ligge i sengen med Johannes på brystet og efter en lille times tid, kom mine forældre med vores store datter, så de og hun også kunne møde lillebror. Rikke viste placenta frem for os alle (min mand og jeg, vores nu to børn, mine forældre og min svigermor) og min mand kom den i fryseren, så jeg senere kunne lave aftryk af den. De første timer efter fødslen var helt rolige og magiske og fyldt med kærlighed. At jeg kun havde været rigtig presset i den sidste times tid inden forløsningen, var en kæmpe kontrast til min første fødsel, hvor jeg nærmest havde været mentalt væk i 13-14 timer. Det gjorde også, at jeg kunne være meget mere til stede i timerne efter fødslen.

En helende og styrkende oplevelse

At arbejde MED kroppen, bevæge mig og tage kontrol over veerne var ren empowerment. Jeg fik en helt ny forståelse for hvilket arbejde min krop var i gang med! Jeg følte mig SÅ sej - og ret øm - bagefter.